Aftonbladet feminismens seger guillou
Glemt adgangskode? Nulstil adgangskode.
For et par år siden faldt Jan Guillou ved et uheld på en hotelgang i Lillehammer i Norge. Han holdt en flaske i hånden, som han behændigt undgik at smadre.
Jan Guillou: ”Jeg kan skrive, hvad jeg vil, for jeg skriver på ren overtid”
Til gengæld holdt hans hofte ikke til faldet. Det er da kun jävla gamla gubbar på 76 eller 78 år, som får den slags skader," siger den svenske forfatter med et drilsk smil. Han var 76 år, da det skete, og er nu 78 år. Men sagen er den, at Guillou, som er specialist i kulørte fortællinger om handlekraftige mænd, i årevis gik og bildte sig ind, at han da var ung endnu.
Indtil hofteskaden ubarmhjertigt mindede ham om, at det ikke var tilfældet. Man kunne så forestille sig, at den nyvundne erkendelse af rent faktisk at være godt forbi den almindelige pensionsalder ville få den svenske forfatter, journalist og debattør, som gennem mange år har udgivet en roman om året og jævnligt skriver klummer i den svenske avis Aftonbladet, til at stoppe eller i det mindste geare lidt ned.
Det gjorde han absolut ikke, men valgte i stedet at sætte sit forfatterskab mere fri og sende det i en ny retning. For os er det en hjerneblødning eller et hjerteanfald, der bestemmer pensioneringstidspunktet. Selvom jeg er gammel, føler jeg, at jeg stadig kan skrive, og det er en stor fornøjelse for mig, at jeg kan skrive, hvad jeg vil, for jeg skriver på ren overtid.
Jeg har intet tilbage, jeg skal bevise," siger Jan Guillou, som støtter sig til sin stok, da Kristeligt Dagblad møder ham på bogmessen Bogforum i København, men som stadig har ordet i sin magt og overskud til at drille fotografen ved hele tiden at skifte aftonbladet feminismens seger guillou, når hun skal til at fotografere. Mange kender Jan Guillou for hans barske kostskoleroman "Ondskaben" frafor "Coq Rouge" og de andre spændingsromaner om mesterspionen Carl Hamilton fra 'erne og 'erne.
Han er også kendt for sine fire historiske romaner fra middelalderen om korsridderen Arn, der udkom omkring årtusindskiftet og i blev filmatiseret for et rekordstort budget for en nordisk film, ligesom mange har læst de 10 romaner, han udgav i 'erne med fællestitlen "Det store århundrede", hvor aftonbladet feminismens seger guillou følger den norsk-svenske Lauritzen-familie i krig og kærlighed, i rigdom og ruin, ude i verden og hjemme i Norden.
Ikke mindst den sidstnævnte romanserie var uhyre krævende. Et jätteprojekt af en slægtskrønike, der ikke er lavet med større vingefang, siden Thomas Mann skrev om "Huset Buddenbrook" ierklærer forfatteren ubeskedent. En fremadskridende handling. Styr på alle historiske fakta om de begivenhedsrige år i verdenshistorien, fra de tre Lauritzen-brødre dimitterer som diplomingeniører i Dresden i over to verdenskrige og et ungdomsoprør frem til dagen før dommedag den Skriveprocessen var ekstremt disciplineret, og Jan Guillou var helt bogstaveligt bange for, at den skulle tage livet af ham, inden han blev færdig.
Men han overlevede og skulle finde ud af, hvad han nu skulle give sig til. Nu kunne jeg gøre, hvad jeg ville, og gav mig til at skrive stilparodier på alt det, der er moderne i litteraturen. Vil I have autofiktion? Godt, I skal få autofiktion!
Guillou: Mina kritiker har helt enkelt fel
Resultatet blev en roman, "Den der dræbte helvedes engle", der sætter sig mellem alle tænkelige litterære stole og i en og samme aftonbladet feminismens seger guillou forener personlige refleksioner, kras samfundskritik, slapstick-komedie, rørende skildringer af den tredje alder og kriminalthriller på krykker. Som hovedpersoner valgte han to af sine tidligere figurer, journalisten Erik Ponti og mesterspionen Carl Hamilton, der, ligesom deres forfatter, må indse, at de har nået pensionistalderen.
Men ligesom deres forfatter og en hel del andre gamle 'ere er de trods alt ikke parat til bare at sidde i parken og fodre duer, mens de tænker tilbage på fortiden. Eller at tage imod det velmente tilbud, man i den tredje alder får fra den svenske velfærdsstat om at komme på kursus i kreativ skrivning for pensionister. For eksempel er der en hel del unge mænd, der gennem tiderne har skrevet romaner om unge mænd, der tager til Paris, gør sig seksuelle erfaringer og tager hjem igen.
Nu er jeg gammel og skriver om gamle mennesker. Ponti går med stok ligesom jeg. Hamilton går med krykke. Men det er jo to vældigt specielle pensionister. Selvom Hamilton bevæger sig langsommere, skyder han stadig med eksakt præcision," siger Jan Guillou. Han mener, at denne symbolik snildt kan overføres til mange andre aspekter af livet.
At blive ældre er en forandring, men ikke kun til det værre. Og hele idéen om, hvad man kan og ikke kan som ældre, bliver i disse år udfordret kraftigt. I 'erne var det jo utænkeligt, at en mand på 78 år kunne tage på safari i Afrika eller bade i Det Indiske Ocean, konstaterer han.
Jan Guillou
For eksempel er jeg meget bedre til at tage den med ro i de krisesituationer, som opstår, når jeg har fået skrevet noget, som gør en masse mennesker vrede. Jeg oplever også, at man med årene får en værdifuld eftertænksomhed. Langsomheden har visse fordele," siger Jan Guillou. Faktisk rystede det Guillou en smule, at én anmelder skrev, at den bog, som Jan Guillou selv betragtede som ren legestue, et pensionistprojekt med sænkede skuldre, var hans hidtil bedste bog.